Plastikkirurgi gør dig lykkelig….. eller gør det?

Jeg har altid været EKSTREMT blufærdig og ked af hvordan min krop så ud. Well, some days are better, men der har ikke været et eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tænkt:  “Gud, hvor ser jeg godt ud i dag, og fuck hvor er min numse egentlig flot.” Eller så skulle det da hvertfald ha’ været i en 10-hestes brandert.

Da jeg var mindre, var jeg ret buttet. Hvalpefedt i fjæset, lignede lidt en lille fodbold, og gik i ret stort tøj for at gemme det væk. Jeg kaldte vidst bare mig selv for “hiphopper”. Lille tyk gangster tøs fra Viborg. Jeg glemmer aldrig da jeg fik skæld ud af en af mine lærere på skolen – hun kaldte mig for tykke lille klump, nej hun faktisk råbte det igennem hele skolegården. Av av, Jonna – den sidder stadig fast!

Da jeg blev omkring de 13-14 år, begyndte jeg at tabe mig, og da jeg nåede de 16 år blev jeg super tynd. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg besøgte min mor i Aalborg, og hun stod og lyttede ude foran toilettet, efter vi havde spist, fordi hun troede jeg havde bulimi og var gået ud for at kaste op. Det gjorde jeg altså ikke! Jeg tissede!
Jeg havde dog en periode, hvor jeg faktisk ikke spiste så meget, jeg ved ikke om det var bevidst, men jeg var bare ikke særlig sulten – I ved… teenager og der flyver en maaaaasse andre tanker rundt i hovedet, man skulle så mange ting, og man var forelsket i nye drenge hele tiden. I mit tilfælde var det nu mest Jay fra Nik & Jay. 😉

Det der er mest uhyggeligt når jeg tænker tilbage er, at jeg selv synes jeg var virkelig fed på det tidspunkt. Og når jeg ser tilbage, kunne man seriøst se mine knogler alle steder – jeg var ret tynd. Nå, men tiden gik og jeg tog efterfølgende på, og tabte mig lidt igen – min vægt svingede meget, and so did my boobies. R.I.P. twins. Som så i virkeligheden ikke var twins. Måske grand kusiner.

Jeg kunne ikke engang vise mig foran mine veninder, jeg synes simpelthen de små knapper der, var så ukvindelige, og jeg var fucking træt af, at skulle bruge de der mega-super-bush-up BH’er, de vejede jo kraftedermame mere end mig. SÅ jeg tænkte, FINT… hvis jeg får lavet mine babser så bliver jeg lykkelig, og bliver jeg glad for min krop. Så kan jeg jo nærmest flashe alle steder, for blufærdigheden den forsvinder helt sikkert i takt med et par ordenlige nødder, som erstatter de små skibakker. JA fucking skibakker, kaldte han mine babser til forundersøgelsen. Han udbrød: “Nååååå ja, det kan jeg da godt se, hvorfor du gerne vil have lavet. De ligner små skibakker.” Jeg prøvede bare at grine, men inderst inde, havde jeg lyst til at nikke ham en flyveskalle og bide ham meget hårdt i fingeren. Tror du det er for sjov jeg er her, dude?

2011 var året, hvor jeg fik skudt noget narkose i kroppen, blev snittet op og hamret 2 x silikone implantater ind i kroppen. Jeg var nervøs for jeg aldrig skulle vågne igen, eller jeg skulle vågne med endnu grimmere og skæve dutter…. Jeg vågnede, og det første jeg gjorde var, at hive tøjet af, og kigge ned ad mig selv. Stadig påvirket af narkosen, halvgræd jeg til min mor, og råbte: “NEEEEEEJ, DE HAR IKKE LAVET DEM, MOR!” og min mor måtte prøve at berolige mig, og overbevise mig om, at det var de altså, og jeg havde fået det I vi havde aftalt. Hun fandt både sygeplejersken og papirerne hvor det stod, indtil jeg holdte min kæft, og kiggede på mit yver og tænkte: “Okay…. Jeg håber hvertfald de nippels der, de falder lidt ned…” det lignede jo kraftedermame de var syge. Dagene gik, og jeg blev virkelig glad for mine nye attributter. Den glæde varede ikke sådan synderligt lang tid…….

Jo, jeg var da glad og fortrød ikke et splitsekund, at jeg lige havde trukket 30.000 kr. på mit dankort.
Men….. følte jeg mig mere lykkelig? Var blufærdigheden forsvundet? Følte jeg mig lækker? Næh….. og næh…. og NOPE… ingen af delene. Jeg kunne stadig finde fejl, og hov… hvad med min næse, skulle jeg egentlig ikke også få lavet den? kunne brysterne egentlig ikke godt have været lidt større?

Det er mega-fucking-vigtigt for mig, at lære at leve med hvordan jeg ser ud. For 1. Plastikkirurgi gør mig IKKE lykkeligere, det får mig ikke til at føle mig pænere, det er en ond ond cirkel – og ja, 2. jeg har ikke råd til det.

Min pointe er nok, at man lige skal tænkte sig om en ekstra gang inden man spenderer 30.000 kr. på at få proppet fremmedlemer ind i ens krop, hvis man gør det for at at få det bedre med sig selv. Det liggere mere i hovedet end det gør i spejlet. I øjeblikket tror man virkelig på, at det gør en mere lykkelig. Jo måske for nogen. Men mere vil have mere og man bliver sgu aldrig tilfreds, og jeg er stadig ikke tilfreds. Jeg har ikke fortrudt det, men kigger ikke mig selv mere i spejlet af den grund.

Jeg ved godt det skyldes nogle issues jeg har med mig selv, som er lidt svære at komme af med, fordi de har hængt fast siden barndommen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at samfundet og sociale medier også spiller en stor rolle. Man stræber efter det perfekte – at være fejlfri. Folk får lavet så meget ved deres ansigter nu til dags, at de ikke ligner den person, som deres forældre satte til verdenen. Hvorfor? Hvorfor vil man ligne alle de andre plastik ansigter, med samme høje kindben, næse og trutmund? Det er sgu lidt uhyggeligt, og jeg kan mærke at jeg selv er blevet lidt fanget af det univers der – jeg er et nemt offer. Og jeg skal stoppe mens legen er god. Jeg har mine babser, jeg har fået lidt i mine læber and that’s it. Jeg ligner stadig mig.

Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg er mere og mere fascineret af naturlig skønhed, og mig og mine to plastik patter, vi hepper big time på naturlig skønhed. På unikhed. På at elske sine “fejl”. På coolness. Og nej, jeg har bestemt ikke noget imod fillers og botox – sleeeeet ikke! Så længe man gør det med stil og bare finpudser lidt hist og her. 🙂

Ha’ en god søndag derude. Og embrace your flaws – that’s what make you unique <3

Leave Your Comment

Copyright © 2016 Camilla Louise. All rights reserved.