Usikkerheden er min værste fjende!

Søndagsmood.

Jeg skrev engang et indlæg på min gamle blog, om hvordan ens usikkerhed og dårlige selvværd kan knuse ens drømme. Hvordan den der negative stemme i hovedet siger nej, og siger du ikke er god nok. Jeg sad lige og læste det igennem nu, og blev egentlig lidt sur – sur på mig selv! Så nu bliver jeg nødt til at skrive. Selvmedicinere.

Det er noget jeg har kæmpet med i…. ja Gud ved hvor lang tid. Og istedet for at arbejde med det og med mig selv, så har jeg bare forsat mit liv som det nu var, og gjort alt det negative til en åndssvag vane. Og ikke rigtig trådt udenfor den zone jeg nu engang befandt mig i.

Nu når jeg ligger hjemme sådan en søndag – alene – og hvor tankerne har frit løb, så er det nemt at falde lidt tilbage til den depression jeg havde for nogle år siden. Jeg tror aldrig den er forsvundet helt – den er nok bare gået i dvale eller på en længere ferie. Jeg skriver ikke det her indlæg for at få medlidenhed, men for at fucking råbe op og fortælle hvor VIGTIGT det er, at man ikke lader noget som helst spænde ben for sine drømme. Og har man sådan en negativ, grim idiot i hovedet der siger man ikke kan, så skal man have hjælp til at få den til at forsvinde.

Jeg lå lige og tænkte på hvordan jeg havde “spildt” 8-9 år af mit liv, for noget jeg egentlig ikke gad. Noget jeg ikke brændte for. Noget der langt fra gjorde mig lykkelig. Noget jeg bare gjorde, for ikke at være et komplet 0.

Efter 10. klasse vidste jeg ikke hvad jeg ville. Jeg startede på frisørskolen, men droppede ud efter grundforløbet. Jeg vidste allerede fra start af, at jeg ikke skulle røre ved folks klamme hovedbunde og fedtede hår, men alligevel startede jeg… fordi veninderne gjorde. Jeg startede derefter på handelsskolen, men droppede også ud. Så tog jeg 1-1 1/2 års tid, hvor jeg arbejdede, og derefter startede jeg på HG – bare for at starte på en uddannelse, så jeg havde noget. Derefter fik jeg elevplads i Matas. Og ja, har altid kunne lide Beauty verdenen og makeup, men jeg sagde til mig selv, at når jeg var færdiguddannet, så skulle jeg væk fra butikslivet og tage en ny uddannelse – for jeg var ærligtalt ved at brække mig over Matas til sidst. (Ja sorry, Matas. No offence)

Jeg startede i Matas i 2008. Jeg lagde min opsigelse i 2015. For hvad? Ikke for en uddannelse, nej nej da. Men for samme fucking job – bare i lufthavnen. Jeg har åbenbart stadig haft et eller andet problem med at komme videre, og komme uden for de trygge rammer. Og nu er jeg HELT lost med mit liv, og hvad jeg vil. Derfor føler jeg, at jeg har spildt så mange år af mit liv, og der gør mig saftsusme rasende! Jeg har mødt så mange skønne mennekser igennem mine jobs, og selvfølgelig også lært nogle ting om mig selv. Men jeg står stadig på samme dumme startplet. Hvor skal jeg gå hen?

Der var så mange ting jeg gerne ville. Så mange ting jeg skulle nå.

En af de største drømme var at jeg ville til udlandet og bo i et halvt års tid. Læse et eller andet spændende. Lære et nyt sprog. Spise en masse mad. Nu sidder jeg så her – snart 30 år, med en økonomi der fucking sejler. Bor i en lille et-værelses på 8. år, og kan ikke engang koge ris uden de bliver til grød. Også undrer jeg mig over at jeg er single?

Og jeg ved godt, at folk siger at det aldrig er for sent at opnå sine drømme og tage en uddannelse. Men jeg er ligeså stille ved at give op, og bare satse på jeg bliver den næste lottomillionær. Ellers får jeg måske får jeg råd til den sprogrejse når jeg er 45 år. 😉

Som mine drenge Nik & Jay engang sang: “Tro på dig selv, så kan ingen fuck med det.”
Hallo! Jeg burde have vidst bedre og lyttet til dem. Jeg kan den sang udenad.
Så dig derude – dig der har noget der spænder ben for dine drømme. Put your middlefinger up! Og gør det alligevel.

Lad være med at spild 8 år på at sælge Tena bleer og skælshampoo i Matas. Medmindre det selvfølgelig er din helt store drøm, så skal du sgu gøre det. Men får du sure opstød hver morgen du skal på job, så tænk lige på mig – der har stået bag disken i 8 år med et falsk smil. It ain’t worth it.

Når det så er sagt, så skal det heller ikke lyde som om jeg har levet i helvede i 8-9 år. Der har selvfølgelig også været gode stunder og jeg har mødt nogle helt vildt fantastiske mennesker igennem mine jobs. Og også lært en masse ting om mig selv.

Nyd nu søndagen derude – jeg må godt lige spille en ekstra gang på depri-kortet og spise den pose chips jeg har liggende… og det blandselv slik der tilfældigt hoppede ned i indkøbskurven.

XOXO
Camilla

1 Comment

Leave Your Comment

Copyright © 2016 Camilla Louise. All rights reserved.