Bliver det kun værre fra nu af?

Jeg lå forleden og tænkte på dating – netdating rettere sagt.
Da jeg for tre års tid siden blev single, sagde en bekendt til mig at jeg skulle oprette mig på en dating side, begynde at møde nye mænd så jeg kunne komme videre og stoppe med at tude over ham – og det gjorde jeg så.

Betalte jo nærmest spidsen af en jetjager for at have en profil nogle måneder på dating.dk. Jeg udvalgte få billeder af mig, og skrev en eller anden mega kikset profiltekst i håb om at være sjov. Okay, jeg var nu faktisk lidt sjov faktisk, jeg elsker selvironi. Og det blev pludselig lidt hyggeligt. Jeg fik en del breve, og jeg endte også med at skrive lidt med nogle af dem.

Som nogle af jer der læste min gamle blog nok ved, har jeg lidt issues i baggagen, og dømmer mig selv lidt for hårdt, og plus vi lever i et samfund nu, hvor man nærmest skal være perfekte, hvor teknologien, instagram, facebook osv. har “taget over”- og bevar mig vel, jeg har selv og er stadig flittig bruger af det hele. Det er vel vanedannende. Men alligevel kom jeg til at tænke på, at hver eneste gang jeg rent faktisk kom i kontakt med en sød fyr og jeg blev inviteret ud, så begyndte jeg at finde på undskyldninger for at sige nej, og til sidst slettede jeg profilen fordi jeg var løbet tør for undskyldninger.

Så for at komme tilbage til indledningen til dette indlæg, så lå jeg og tænkte på hvorfor fanden jeg skubbede alle væk, og ikke bare kastede mig ud i det? Det behøvede jo ikke være mere end en kop kaffe. Selvfølgelig spiller det med selvværdet en stor rolle i det her, men så kom det pludselig til mig: Fuck, hvor er det klamt – jeg havde kun sat billeder ind af mig selv med 24 forskellige photofiltre oveni hinanden. Filter på filter. Billede fra den rigtig side, og med det gode lys oppe fra vindueskarmen!! Billeder jeg havde brugt rigtig lang tid på og nøje udvalgt.

Jeg tror ikke jeg har turde at dudes skulle møde mig – de forventer sikkert “det perfekte”, et helt poleret profilbillede har de set, også møder de et pludselig et helt normalt menneske med mørke rander, appelsinhud på røven, en bums i panden, og på en dårlig hårdag? Yikes! Det jo fandme skræmmende. Tænk hvis de ikke kan lide hvad de ser, tænk hvis de dømmer en, tænk hvis de ikke synes jeg lever op til mine billeder, hvis hvis og hvis….. Hvad fanden er nu det for nogle åndssvage tanker at gå rundt med? 

Lavt selvværd og de sociale medier er altså en dårlig cocktail skal jeg hilse at sige, og som om man ikke er et dejligt menneske alligevel, bare fordi man ikke kan have sit yndlings insta-filter på hver dag? Ikke fordi jeg siger det kun er instagrams skyld, at jeg er single og ligger og kigger på hvilken kat jeg mon skal købe mig… men, jeg synes bare at det er lidt trist hvor meget mange nu til dags (inklusive mig selv) stræber for det perfekte hele tiden, og hov! Hvorfor fik jeg kun 3 likes på det billede? Måske er min næse for stor? Det sletter jeg da lige igen!

Jeg har selv en lillesøster på 11år, som vokser op i alt det her gejl, og det kan godt bekymre mig hvis hun skal opleve sådan nogle ting, som mange unge piger stresser over nu. Og som jeg selv gjorde. Være perfekt.
Hun sagde til mig sidst jeg var på besøg i jylland, at hun var begyndt at få mørke rander under øjnene og hun ønskede sig en concealer – det synes jeg ærligtalt var lidt skræmmende. Der er virkelig stor forskel på unge piger nu, og fra da jeg var i den alder – der bekymrede sådanne ting mig ikke, og jeg vidste sgu ikke hvad en highligter og en concealer var.

Hvem vil ikke godt være flawless?
Men gør det en lykkeligere og til et bedre menneske? I doubt it!

XOXO

Leave Your Comment

Copyright © 2016 Camilla Louise. All rights reserved.